U/Nord i Hillerød dannede ramme om regionsmesterskaberne i Skills, hvor nogle af regionens VVS- og elektrikerlærlinge dystede om billetter til DM.
For elektrikerlærlingen Asbjørn Peter Vinther Alsing blev dagen ekstra særlig. Han sikrede sig nemlig sejren for andet år i træk og er dermed igen klar til DM i Skills.
Asbjørn Peter Vinther Alsing er i lære hos Selskov Elektric. Han vandt elektrikernes regionsmesterskab sammen med Emil Kjær Larsen, der er elev på Euc Sjælland og i lære hos Fladså Elektrikeren A/S.
Begge er videre til DM
Med sejren har de to lærlinge begge sikret sig en plads ved DM i Skills i Vejle i april 2027.
Det var samtidig en særlig oplevelse for Asbjørn Peter Vinther Alsing, fordi konkurrencen blev holdt på U/Nord i Hillerød.
– Jeg er både lettet, glad og stolt over at have vundet. Det betyder selvfølgelig noget særligt at vinde for andet år i træk, og så gør det oplevelsen endnu større, at det denne gang var på hjemmebane på U/Nord, siger Asbjørn Peter Vinther Alsing til Frederiksborg Amts Avis.








