Tør du følge med på en eventyrlig og uhyggelig mission i efterårsferien? Tag med mosekonen på en gåtur gennem naturen, hvor I møder glemte vætter fra dansk folkloristik – såsom nøkken, lygtemanden og trolden. Ifølge den gamle folketro forsvinder sløret mellem de levendes verden og de underjordiske værtners verden omkring halloween, og på udvalgte steder i og omkring Vejle og Børkop er der fundet beviser for værternes aktiviteter.
Turen er fyldt med højtlæsning og dramatiske optrædener, som I oplever under vandringen. Undervejs skal I løse små opgaver sammen som gruppe – ofte handler det om at hjælpe de søvnige vætter, der har brug for menneskers bistand. Hele familien kan være med, og turen varer cirka 1 time.
Praktisk info: Start er ved Børnebiblioteket i Bryggen. Arrangementer i efterårsferien. Gratis billetter, men tilmelding er påkrævet.





