Marinbiolog Annette Bruhn dykker ned i tangens verden i et foredrag under Aarhus Universitets række af offentlige foredrag i naturvidenskab. Tang danner undersøiske skove, der er vigtige for livet i havet og for klimaet, og ny forskning peger på, at tang også kan være med til at løse udfordringer inden for sundhed, fødevarer, klima og miljø.
Foredraget tager fat på, hvad tang og alger egentlig er, hvad der adskiller dem fra planter og dyr, og hvordan tang dyrkes både i havet og på land. Der kigges også på de bæredygtige løsninger, tang kan bidrage med, og afslutningsvis kan man smage på tangens smagsunivers.





























































