Rigmor er et dansksproget indierockband med Sarah Wichmann, Oliver Stewart, Victor Sousa og Lasse Lykke i besætningen. Den aarhusianske kvartet har i 2024 udsendt deres andet studiealbum, “Vælter vi mørket”, som har høstet flotte anmeldelser og omtale, blandt andet med en forside på musikmagasinet GAFFA.
På scenen har Rigmor for alvor markeret sig som et af Danmarks stærkeste nye navne. Efter udgivelsen af “Vælter vi mørket” har de spillet over 50 koncerter landet rundt, flere steder for udsolgte sale og med fællessang blandt publikum, senest i Store Vega. Også internationalt har bandet gjort opmærksom på sig selv med deres live session på den amerikanske radiokanal KEXP, som blev lagt ud på KEXP’s YouTube-kanal og har over 100.000 afspilninger. KEXP er en amerikansk radiokanal, der er kendt for at præsentere liveoptagelser og sessioner med både nye og etablerede kunstnere.

