PIXIE er en helt ny dansk musical, der tager udgangspunkt i Sofie Riis Endahls succesroman PIXIE LEVER STADIG. Forestillingen inviterer unge og voksne ind i en intens og hæsblæsende fortælling om gymnasietiden, hvor ønsket om at høre til kan få alt andet til at falde i baggrunden.
Historien følger Emma, som ved gymnasiestart beslutter sig for at ændre alt ved sig selv for ikke længere at stå udenfor. Hun tager navnet Pixie, farver håret pink og kaster sig ud i shots, sex og lange nætter i håbet om at blive en del af “disciplene” på Egerød Gymnasium. I 3.g vokser jagten på de vilde og ekstatiske oplevelser, og Pixie følger med i et tempo, der bliver mere og mere febrilsk. Da skolen er slut, opdager hun på Instagram, at “disciplene” fortsætter festerne uden hende, og hun står tilbage med spørgsmålet om, hvad hun har gjort forkert.
Musicalen skildrer den sårbare og ærlige side af studentertiden og den tomhed, der kan komme bagefter. Samtidig kredser den om fællesskab, identitet og den pris, man kan komme til at betale for at være en del af en gruppe. Med blåbogsture, trekantsdramaer, studentergilder og et stærkt ønske om at blive set og hørt, folder PIXIE en ungdomstid ud, der både er rå, rørende og præcis.
Forestillingen er skrevet og komponeret af 24-årige Sofie Riis Endahl. Hun er en markant stemme i ny dansk ungdomslitteratur, og med romanen PIXIE LEVER STADIG har hun ramt mange unge læsere med en fortælling, der er både kompromisløs og følsom. Med musicalen PIXIE har hun omsat sit eget bogunivers til en ny dansk studentermusical, og hendes arbejde er kendetegnet ved skarp dialog, ærlighed og en tydelig forståelse for unges liv i dag.
På scenen medvirker Line Weien Hoffmann, Mira Andrea Balloli, Nicoline Bonde Wiberg, Philip Lambæk Visholm m.fl. Forestillingen er instrueret af Pelle Koppel, mens Sofie Riis Endahl også står for manuskript og musik. Derudover medvirker Philip Meedom som lyddesigner, Nicolaj Spangaa som scenograf, Mikkel Magnus Olsen som lysdesigner, Nina Helbak som kostumier, Pernille Rosa Bergqvist Thomsen som produktions- og forestillingsleder, Kristoffer Rahbek som musikproducer og Daniel Buchwald som foto.
PIXIE er for fra 15 år og har en varighed på ca. 2 timer med pause. Billetprisen er 205-430 kr + evt. gebyr, og forestillingen spiller på Vejle Musikteater.





