Verdenshavene rummer nogle af Jordens største dyr, og ny teknologi giver forskerne nye muligheder for at undersøge hvaler, mens de jager i havets dybder.
Hvaler er de største dyr, der nogensinde har levet på Jorden, og de er nogle af de mest bemærkelsesværdige pattedyr. I dag er der voksende erkendelse af, at havets økosystemer er tæt afhængige af hvaler som toprovdyr.
Under foredraget følger man blandt andet verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande. Derudover bruges dybvandskameraer til at undersøge, hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder føde, når den dykker ned på mere end 1.000 meters dybde. Publikum hører også om, hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel, mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge i et halvt år uden selv at spise.
Foredraget sætter samtidig fokus på, hvordan mennesker fremover kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring.
Arrangementet streames live fra Aarhus Universitet og indgår i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab. Fri entré.





