Den tyske bluesguitarist Kai Strauss, der er vinder af German Blues Award, kommer til Bygningen i Vejle med sit band The Electric Blues All Stars. Han regnes for en af de mest respekterede bluesguitarister i Europa, og her er han både guitarist og frontmand med vokalen.
Bandet har et internationalt line-up med musikere fra USA, England og Tyskland. Kevin DuVernay spiller bas, Paul Jobson står for orgel, keyboards og kor, og Henri Jerratsch er på trommer. Koncerten er en fast tradition 2. juledag og er en god anledning til at komme ud og få et kraftigt blues-pusterum efter julen.

























































