Koret KorDania, der tæller 35 semiprofessionelle sangere, står for en julekoncert i Hornstrup Kirke. Repertoiret spænder bredt fra klassiske satser og salmer over jazz og gospel til pop og rock, og det er netop den alsidighed, koret er kendt for.
Til de rytmiske numre akkompagneres koret af en professionel rytmegruppe, og flere af de dygtige solister kommer fra korets egne rækker. Koret har base i Jelling og blev oprindeligt til omkring læreruddannelsen på byens seminarium. Dirigent Poul Kjær Lauridsen har siden 1999 samlet sangere fra en stor del af Syd- og Østjylland til en ugentlig øveaften.




























































