Galleri Fusion i Vejle åbner dørene for fernisering af Ancient Echoes, en soloudstilling med malerier af illustratoren og billedkunstneren Louise Rosenkrands. Hun er selv til stede under hele ferniseringen.
Udstillingen tager fortidens myter op i nye farver. Historiske motiver og symboler får nye betydninger i hendes farvestærke billedsprog. Kvinder med buer, spyd og stridsvogn står frit og stærkt, og kraftfulde dyrefigurer har lige så central en plads i billederne som menneskene. Figurerne rummer både styrke og ømhed, og de store øjne lader beskueren selv fortolke deres tanker.
Louise Rosenkrands har atelier på Sydfyn og har udstillet i Danmark og udlandet siden 2007, blandt andet i København, Hong Kong, Amsterdam og Berlin.









































































