Kom med til en aften, hvor Geo sammen med sin barndomsven gennem 48 år, Esben, inviterer publikum med ind i en talk, der tager afsæt i Geos bog "Er jeg (også) psykopat?". Det bliver en rejse, der både rummer det vilde, det rørende og det underholdende, og hvor Geo og Esben går på scenen for at fortælle og reflektere sammen.
Geo åbner denne aften op om sin dramatiske barndom, som var præget af hans fars løgne, vold og groteske mordtrusler. Med Esben ved sin side som et sandhedsvidne - en ven, der har fulgt familien tæt og været en del af Geos liv næsten hele vejen - bliver fortællingen både intens og ærlig. Sammen ser de tilbage på, hvad der skete, hvordan de reagerede, og hvordan de måske burde have reageret på farens fysiske og psykiske overgreb mod Geo, hans mor og søster.
Også lokalmiljøet og skolen bliver en del af samtalen, fordi de to berører, hvad der blev set, hvad der blev vidst, og hvad der måske burde have været gjort. Skammen fylder meget i fortællingen, blandt andet skammen ved at være gift med og få børn med en psykopat - en skam, som fik Geos mor til at slå hånden af Geo og hans fire børn, efter at han valgte at tale åbent om sin far og bearbejde smerten i podcasts og bøger.
Undervejs får publikum mulighed for at stille spørgsmål, så aftenen også bliver en dialog med salen. Resultatet er en varm og håbefuld aften om arv, miljø og alt det, vi måske tager med os fra vores forældre. Geo er stand-up-komiker og har blandt andet stået bag Geo's Garage, Ego Geo, stand-up.dk, Mit Indre Dyr, Comedy Aid og Den Ægte Vare. Han er også foredragsholder og forfatter til bøgerne Er jeg (også) psykopat?, Ikk' for sjov og Hva' så nu?, ligesom han er skuespiller og kendt fra Ramasjangs Motor-Mille og Børnebanden.
Entré: Fra 274
Lokation: Bygningen

