Mirja Klippel fra Finland gæster Nørup Kirke med sin store vokal, sit inderlige klangunivers og sine sange, der væver meget personlige erfaringer sammen med billeder fra den nordiske natur. Hun har gjort sig bemærket på den alternative folk-scene som en særlig stærk stemme, og hendes udtryk kredser om både nærhed og landskab.
Den danskbaserede musiker fik tidligt opmærksomhed med debut-EP’en Lift Your Lion, som gav hende en Danish Music Award Folk som Årets Sangskriver. Siden har hun turneret flittigt i både Europa og Nordatlanten og udgivet yderligere to albums. Hendes seneste album, Slow Coming Alive, modtog tre nominationer ved Danish Music Awards Roots i 2021. Sammen med sin faste medmusiker Alex Jønsson skaber hun et organisk og atmosfærisk rum, hvor intime følelser møder rå og vilde landskaber. Mirja Klippel arbejder i feltet omkring folk og americana, og hendes musik er blevet rost for at være både stærk, dyb og ærlig.
Arrangementet er skabt i samarbejde med Menighedsrådet for Randbøl og Nørup Kirker samt Engelsholm Musik & Kultur. Entréen er 160 kr, og der er rabat for mdl. af Engelsholm Musik & Kultur. Pressefoto: Kim Wendt.

