En af Vejles markante billedkunstnere får en aften i fokus, hvor hans liv og kunst belyses fra flere sider. Med sine karakteristiske landskaber, stærke farver og særlige blik for naturen skabte Albert Bertelsen et billedunivers, der nåede langt ud over sin fødeby.
I scenesamtalen stiller aftenen spørgsmålet om, hvem mennesket bag malerierne var, og hvordan de, der kendte ham personligt, oplevede ham. Kunstsamlerne Birthe Henriksen og Verner Skov Pedersen, tidligere sognepræst Bent Andreasen og mag.art. i kunsthistorie Nina Damsgaard deler hver deres fortællinger, minder og indsigter. Undervejs ser man eksempler på Bertelsens værker, og publikum kan stille spørgsmål.















































































